Forskellige verdner og legende børn

Det er det mærkeligste. To verdner, så mange skæbner, tanker, drømme, meninger og følelser. Det er en stor verden. Oplevelser sætter tanker igang og jeg rammes af alverdens indtryk.

Mange fortæller mig at de har svært ved at komme hjem fra længerevarende udlandsophold. Og det er ved gud mærkeligt at komme hjem. De mange tanker får mig til at stille mig selv store spørgsmål. De samme spørgsmål som de andre vendhjemte deler med mig – de spørgsmål der har gjort det svært. Hvad vil jeg med mit liv? Hvad giver mening? Hvem vil jeg være og hvem er jeg – hvor vil jeg hen og hvorfor? Hvad går livet ud på og hvordan forholder jeg mig til det?

Jeg tror ikke man behøver være en kold skid for at ha’ nemt ved at komme hjem, men jeg tror det hjælper hvis man tager afsted og finder ud af,-undervejs eller når man kommer hjem,- at man egentlig er godt på vej. At man føler sig godt tilfreds og tilpas – hvis oplevelserne er en bekræftelse og ikke en afkræftelse.

Min gode ven kom hjem for et halvt år siden og fandt ud af, at han havde en uddannelse og et  job han ikke kunne trives med. Han gik ledig og begyndte ligeledes at blive klogere på nogle af sine såkaldte venner. Hans grundværdier er under udvikling og livssyn under forandring. Så er det ikke nemt at vende tilbage til dagligdagen.

Jeg har det godt. En fantastisk kæreste, fantastiske venner og en fantastisk familie. Folk der alle prøver at forstå, bakke op og holde af. Min uddannelsesretning er spændende og meningsfyldt. Min fremtid glæder jeg mig til.

Omkring mig danser en glad 5årig pige og synger med på Seebach sange som hun ikke kender betydningen af. Men det er ligemeget, for hun smiler og griner det dejligste grin. Min dejlige forlovede leger med hende og fylder hende med kærlighed. Der er varme omkring alle her i lokalet – sikken stund.

Der er ellers mange ting iøjeblikket. Og mange tanker – men det er okay. Jeg har en god rolig mavefornemmelse, selvom der er mange uvisse forhold omkring bolig, eksamner, økonomi og fremtid.

Idag overhørte jeg en samtale med en psykisk besværet kvinde, der få dage forinden havde forsøgt at tage sit eget liv. De aftalte at drikke kaffe en dag – mange ting er i tidens løb vendt over en kop kaffe. – Der er triste skæbner og udfordringer i alle verdens hjørner, fra El Alto til Ugerløse.

Bloggen skal snart rundes af. Jeg ved ikke hvor mange der har læst med,- om der overhoved er nogen!? Og hvad mon de synes? Tja.. jeg har ihvertfald haft en god hjælp ved at skrive denne blog.

Nu løber den dejlige pige ind og gemmer en gave til sin mor “på et meget hemmeligt sted, hvor hun finder den”! Verden tager udgangspunkt i vores stuer, og en varm og tryg stue er en god begyndelse og et godt grundlag for enhver rejse.

I fjernsynet flyver en flok fisk og nu smadrede et glas – ja det er vist sengetid for den mindste, og sofatid for de gamle.

COMPA – Festijazz, workshops, forestillinger og mere

Juleferie i Peru – 10 dage tilbage!

Der er nu ti dage tilbage.

Bolivias feriesystem gjorde det muligt for mig at tage 2ugers juleferie i Peru. Min ven Martin og jeg rejste til Arequipa, der omgives af aktive vulkaner og fantastiske bjerglandskaber. Smuk by, hvor vi fik inspiceret en del barer! Derfra til Cabanaconde, hvor vi inlogerede os på Hostel Pachamama – ejet af to unge laith back brødre, der var helt kanon flinke. En 2-dags trekking tur i smukke Colca Canyon, hvor vi udover at vandre i de fantastiske omgivelser, krydsede en vakkelvoren bro som følge af en lidt for smart genvej, badede i varme kilder, så enorme kondorer, badede i flere knap så varme kilder, så kæmpe kaktusser, sled os op af bjergene og sludrede med lokale. Altsammen i omgivelser med Perus dybeste canyon(hvad hedder det på dansk?), floden der bugtede sig i bunden og de sneklædte bjergtoppe i horisonten. Nytårsdag omkring kl.23 dansk tid, nåede vi toppen af den sidste hårde stigning. Vi var kommet op i en sky, regnen begyndte at falde, det var koldt og vi kunne ikke se 5meter frem. Vi gik efter lyde og fornemmelser og nåede ca. 1time senere til byen, efter adskillige omveje af små stier! Så da champagne probberne sprang, krudtet fyret af og cigarens røg blev pustet ud i den kolde nytårsnat og alle danskere fejrede 2012,- ja der kom Martin og jeg våde og kolde slendrende ind i en lille stille og mørk peruviansk landsby.  Godt nytår Danmark! Et velfortjent og veltrængt bad senere fik jeg fat i Dorte på chatten over en ustadig internetforbindelse, og kunne ønske hende et rigtig godt nytår – det var dejligtJ

Martin og jeg spiste lama, blandt andre gæster på Pachamama og fik en flaske vin. Derefter gik vi med de ansatte og Louis, den ene af brødrende, ned på byens torv hvor der var live-band. Klokken slog 12, 5 timer efter Danmark, og natten blev levende og fyldt med brag og hyl. Ikke som Strandvejen i Roskilde ganske vist, men dog med et par raketter og adskillige, helt sikkert ulovlige, kanonslag. Live-bandet bestod af 6mand, der ga’ den 110%. Der var langt mere gang i dem end i de fem der dansede i cirkel foran scenen. Op af et hegn stod lidt flere og kikkede. Men stakkels unge drenge,- at stå på scenen nytårsaften, og være én mere end publikum! Håber ikke de havde haft store forventninger! Men hatten af for deres engagement, der gjorde at vi blev et kvarters tid. Derefter gik turen til byens eneste dansested, som i modsætning til bymidten, var stop fuld af lokale. Selv borgmesteren og folk i alle aldre dansede rundt til en blanding af traditionel salsa og 80’er hit. Det var en stor oplevelse og enormt sjovt at være med til. Vi dansede til langt ud på natten og jeg vandrede hjem med hat, 3 balloner, en puket plastik blomster og 3 hulla-hulla halskæder. Et smukt syn, i en lille øde, men meget smuk, flække i Peru.

På vej tilbage til Arequipa dagen efter, fik vi de sidste billetter til den lokale bus. Vi sad i 4timer på trappen ved døren – mig på øverste trin og med Martin mellem mine ben, på trinet nedenfor. Fantastisk udsigt ud af busdøren og endnu en besynderlig oplevelse, man ikke lige glemmer. Det drybede desuden ned igennem taget af den gamle bus og flere gange undervejs bedte jeg en stille bøn til de højere magter!

Efter et lille stop i Arequipa, hvor vi lige nåede at river-rafte om formiddagen,- hvilket er hammer fedt – tog vi til Mollendo ved vestkysten. En lille badeby, med varme, sol og strand. Stillehavets bølger kom brusende og rullende ind mod kysten og med en kraft som kun havet ejer. Der er noget helt fantastisk ved en bred strand og lyden af havet. Mindede mig om vesterhavet, når vinden rigtig tager fat. Vi lejede to strandstole og en parasol, og så gav vi den ellers bare som turister og dasede løs på stranden i et par dage, med kolde øl og solbrændte skuldre, – lige præcis som det skal gøres.

Derfra gik turen til en meget overvurderet fuglepark. 4 små søer med et par flokke af fugle! Jo vist, der var da meget flot og fredfyldt, og vi så da også et par flamengoer og ørne, men så var den skid da også slået. Vi vendte hurtigt snuden videre mod grænsebyen Tanca, tæt ved Chile.

Tim min store frustration opdagede jeg dog efter en halv times kørsel, at jeg i fugleparken havde tabt min forlovelsesring. Jeg lagde den i skjortelommen da jeg skulle have solcreme på og tog lidt senere skjorten af! Den måtte være faldet ud af lommen! Efter lidt tænketid hvor sandsynligheden for at finde den blev opvejet til at være mikroskopisk, vendte vi alligevel om. Jeg ved ikke hvordan det kunne lade sig gøre, og betragter det idag som lidt af et mirakel, men efter to minutters søgen fandt jeg ringen mellem noget græs!  En lærestreg for livet, som jeg håber aldrig gentager sig.

I Tanca fandt vi i bunden af min taske, nøglen til Hostel Puerte værelse 9 i strandbyen Mollendo! Ikke skide smart,- og jeg kan forestille mig frustrationen hos de ældre ejere af hostellet, når de opdager at de to blegfede danskere har taget deres nøgle med sig, og deres banden og svovlen mens de finder nummeret til låsesmeden for at få skiftet lås! Perdone! Desculpe mil!

Vores ene dag i Tanca blev brugt på sightseeing, vinsmagning på en lokal Bodega -boliviansk vinstue- og afslutning af juleferien. Dagen efter tog vi bussen til den bolivianske grænse og kom hurtigt til La Paz. To dejlige og oplevelsesrige uger.

Jeg har været hjemme nogle dage og prøver at forberede mig på at skulle hjem, om blot 10dage. Det er meget mærkeligt. Så er det slut. Kapitlet er afsluttet og flyveren lettet. Når jeg går gennem byen, må folk der ser mig nok tænke, at der går en alvorlig ung mand. For jeg smiler ikke meget når jeg går. Det er der ikke mange der gør! Gentagende gange bliver jeg ramt af byens forskellighed. Hvordan kan man være glad, når man ser så mange fattige mennesker sidde og tigge om småpenge på hver hjørne? Man har vel set sig blind på det! Jeg så en mand smide tøjet midt i byen for at tage et bad i et springvand. Han skræmte nogle teenagepiger væk. Et par betjente kom derhen og talte med ham. Jeg gik derfra, og så alvorlig ud. Jeg har meget svært ved at se det smukke i et land og i en by, der rummer så meget dårligdom. Og især er det skærende at se kontrasten. Fine folk i jakkesæt kommer kørende i den nyeste Hummer til flere millioner,- og dytter lige lidt næsvist af en kvinde klædt i traditionelt boliviansk tøj, der haster over gaden med sin stok og en lille kasse med tyggegummi og slikkepinde. Hun har måske været 80år. Der er ingen aldersgrænse for at arbejde, for det handler ikke om belastning, det handler om overlevelse. Børn og gamle pudser sko side om side.

Kofi Annan, der efter at have været fængslet i 27år i Ghana blev landets president, sagde engang, at man ikke skulle pumbe bistand eller ressourcer til landet. Man skulle hellere finde ud af hvorfor de ikke formåede at bruge det de havde. Bolivia er det rigeste land i Sydamerika målt i råstoffer, men det fattigste målt i levestandart. Bolvia har en af verdens største forskelle mellem rig og fattig. Danmark har verdens mindste. Jeg har ikke sat mig nok ind i landets politik, historie eller økonomi til at kunne kende forklaringen,- men jeg kan observere og mærke, at det er meget svært for mig at forstå og ikke mindst forholde mig til Bolivias fattig- og rigdom.

På tirsdag skal jeg holde oplæg om Compa til den svenske velgørenhedsorganisation Svalorna, som gerne vil have yderligere indblik i studerendes arbejde på Compa, samt organisationen fra mit perspektiv. Det bliver spændende – altid rart når nogen mener at man har noget at byde på. Derudover skal der rundes af på Compa og evalueres med de unge. Jeg er kommet til at love at oversætte mit og Kirsten Vangs teater-kompendium og så prøver jeg at komme igang med DTE(Det Tværproffisionelle Element) rapporten, som skal afleveres d.10februar – desuden sammen med Specialiseringsrapporten om Børn & Unge – ja, så der er rigeligt at se til, i disse sidste ti dage. Alligevel bruger jeg mest tid på at forholde mig mentalt til at rejsen slutter og at jeg skal hjem – for det er nemlig det jeg skal. Hjem.

Glædelig Jul – allesammen

Rigtig glædelig jul – Felix navidad – Merry christmas

Klokken er 14 om eftermiddagen og jeg sidder på Café Beirut sammen med Martin Brande, der er kommet for et par dage siden. Efter at Dorte er taget hjem, er det nu dejligt med lidt selskab. Jeg har netop skypet med familien og set dem åbne gaverne, som Dorte og jeg har købt her i La Paz. Det er dejligt at give. Jeg har planer om at lave en lille julegave til Veronica – jeg så hende sidde sammen med sin mor på gaden igår aftes, for at sælge cigaretter.

Hvordan kan det egentlig være at moren ikke lader den stakkels pige blive hjemme og selv sælger de skide smøger? Børnene sælger nok bedre,- de vækker ihvertfald min skrøbelige side og uanset om det er korrekt eller ej,- så åbner det også pengebogen.

Det fylder meget hos mig. Og julens tid – hvor vi kommer sammen og hygger med familien. Glemmer de svære tider da tordenskrald bulderede i natten og regnen piskede som besat mod ruden og i sindet. Vi søger ro og tilgivelse,- deler måltidet der betyder så meget mere end blot en portion mad. Vi spiser sammen – drikker sammen – nyder sammen. Forsoning i vores familie fylder rummet, sammen med duften af tiltro, tillid, kanel stegepander og tændstikker, – når lysene tændes på bord og i hjerter. Børn og gamle deler tiden, traditionerne og oplevelsen. Meninger om vejr og vind udveksles og tankerne går til vores kære. Enden på en travl måned – et pusterum inden nytåret bliver skudt ind, med ambittioner, fremadrettede blikke og projekter. Pust ud – glæd dig over den gave, du egentlig ikke ønskede dig. Glæd dig i kollektivets ånd, og glem småtingene der ellers så nemt fylder din tid og dine bekymringer.

Jeg har ikke meget til overs for biblen og kristendommen, men det guddommelige har jeg tro på. Og jeg forsøger,- jeg prøver hårdt,- anstrenger mig for at se det smukke vi har, selvom jeg udenfor mit vindue ser, at lykken er begrænset og ikke for alle. Jeg vrider mine tanker om hvordan jeg skal handle og forholde mig til det jeg ser. – Til at ikke alle har, så mange fryser, er alene, er triste. Overalt – ikke bare her på gaderne i La Paz. Jeg er hovedrystende og selvbebrejdende overfor menneskedens skæbne. Er det virkelig det bedste vi har kunne præstere efter tusinde af år – jeg håber vi blot er på vej og at uvidendeheden er grunden.

Jeg har lyst til at holde kontakten til Veronica. Udveksle breve, følge med, betale hendes uddannelse, ansætte hende i mit “madpakker til gadebørn” projekt – én ting har jeg dog fundet, heroppe i Andesbjergene, hvor man kan undre sig over at der overhoved var nogen der byggede en by til at starte med! – jeg har atter fundet lysten til at blive pædagog og gøre en indsats for at hjælpe nogen, der har brug for det.

Anerkendelsen af virkelighedens realiteter, motivere mig til at handle ud fra den.

Jeg elsker Dorte, min familie og mine venner – tusind tak. Og må vi så forhåbentlig alle lade tankerne gå til de, der ikke bærer lykken i deres hjerte,- for de er derude.

Rigtig god jul allesammen,- og tilgiv dig selv, som andre,- elsk dig selv, som din næste,- og del rigeligt med fiskestænger ud 😉

PS. Hvis du vil høre noget klogt om livet, døden, åndelighed og skæbnemodtagelse,- så lyt til Martinus. en gammel dansk filosof, der ikke er så lidt kedelig endda. “Alt hvad vi modtager i vores liv, er noget vi selv tidligere har sendt afsted,- i dette liv eller i et andet før dette. Størstedelen af menneskeheden handler ud fra det dræbende princip,- men vi er stadig på vej. Kunsten er, at elske den du ikke kan lide.”

Og skal vi så lige runde af med Tude Tina Dickov, der meget symbolsk kom ud af min computer imorges, med følgende selvanerkendene linjer,-

What are my weapons?
I can’t compete?
When all I get points for
Is to smile and be sweet
My iron gate closes
But you never notice
This war in my mind
Love is cruel to the sensitive kind

RED de Jovenes (netværk af unge)

Fra d.16 til d.20december har der på Compa været et omfattende arrangement der indvolvere ca.60-70 unge i alderen 11-22år. Langt de fleste er dog mellem 15-18år. De unge kommer fra byerne Santa Cruz og Cochabamba, og er alle aktive i Compa. Compa er som tidligere beskrevet hovedoraganisationen. Herunder er Teatro Trono, den største teatergruppe og den som startede hele organisationen for 22år siden. Teatro Trono har under grupper,- både i Compa-husene i El Alto, men også i de sydliggende byer Santa Cruz og Cochabamba. Byerne ligger helholdsvis ca. 13 og 8 timers kørsel fra El Alto, La Paz.

For 6′ år i træk samles alle unge under 25år i hovedhuset i El Alto, for at udveksle, inspirere og lære hinanden af kende. Projektet planlægges, organiseres, gennemføres og evalueres af de unge selv. Lederen er således Javier Guitérrez, der selv er en aktiv skuespiller og underviser i Compa. Sammen med ham er Anahí Machicado, Franz Flores og et par andre der hjælper her og der. Det er ikke til at sige hvor organiseret denne ledelse er og jeg tror at folk omkring Compa, hjælper til efter evne og tid. Fælles for dem alle er dog at de høre til den yngre del af Compa og alle har god erfaring i organisationen.

I løbet af de 5dage arbejdes der med primært med teater. Der laves en række teater øvelser, vises forestiller og produceres små nye. Der snakkes meget i grupper og laves løbende plancher,om hvad Compa og Teatro Trono er og vil være, samt organisationens position i samfundet, formål og betydning. Flere aftener har de unge diskuteret disse emner og hvad der ellers har været interesse for, sammen med Compa direktør, daglig leder og opstarter, Ivan Nogales.

Javier (og venner formoder jeg!) havde fra start lavet en plan for de 5 dage, med aktiviteter og tidspunkter, som nogen lunde er blevet overholdt! Det lignede et godt stykke forberedelse, og der er har da været aktiviteter stort set hele tiden. Men når dette er sagt, mener jeg at udbyttet af projektet er forholdsvidt lavt, ligesom meget af det teater der er produceret har været på et lavt underholdnings og dramatologisk niveau. Det er min personlige analyse, at de unge har et lavt kendskab til teater stile og typer, og at de her igennem har svært ved at bruge simple virkemidler og teknikker til at hæve niveauet. Jeg håber dog at kunne få oversat meget af det jeg ved fra min undervisning fra seminariet, og sende dette til Javier og Ana, for at bidrage med lidt teoretisk viden og inspiration.

Selvfølgelig handler dette projekt ikke udelukkende om niveau. I ligeså høj grad handler det om at lære hinanden at kende og styrke relationer på tværs af byerne, og samtidig styrke identifikationen, ejerskabet og tilhørsforholdet mellem de unge og Compa. De unge udgør et stor del af Compa og er organisationens fremtid. Deres samarbejde skal være grundlaget for Compas udvikling og udbredelse og derfor står jeg undrende over, at man fra ledelsens side, ikke gør sig mere umage for at disse 5dage skal blive optimale. Så vidt jeg har forstået handler det om at ledelsen vil vise de unge tillid og tiltro, og lade dem udvikle deres forhold til Compa, igennem øget ansvarlighed. Dette giver fin mening for mig og jeg tror at de unge modnes gennem projektet, – men betydningen af projektet taget i betragtning, vil jeg mene at man med hjælp, støtte og gode råd fra den øverste ledelse, ville kunne have øget indholdet og udbyttet betragteligt.

Der er igennem pojektet blevet lavet en stor cirkus-parade på gaderne, vist mange små teater forestillinger, snakket, reflekteret, dokumenteret og evalueret. Det lader til at de unge har haft det godt,- med højt humør og ikke mindst engagement. Jeg må sige at stemningen har været god og moden. Indstillingen har været “voksen” og der er blevet arbejdet seriøst med udfordringerne. Faktisk har folk været mere disciplinerede, engagerede og arbejdsivrige her, end de normalt er til mandags møderne og i Compa generelt!

Under den endelige evaluering er de unge både kritiske og positive. De giver gode råd og forholder sig kritisk konstruktive til hele projektet, ledelsen, organiseringen og deres egen indsats. – Imponerende!

Jeg er anderledes!!!(end dem jeg ikke forstår!)

Måske jeg ikke har forsøgt at komme udover min egen kulturforståelse i tilstrækkelig grad? Måske jeg skulle have prøvet mere og været mindre dømmende? Nu er jeg stemplet som Den Store Stygge Ulv, fordi jeg har ”kritiseret” min kontaktpersons arbejde og Compa arbejde med studerende generelt! Ja ja – det er sku ikke let!

Jeg har ikke været en ligeså stor del af RED de Jovenes projektet som jeg havde håbet! Måske skulle jeg ha’ lagt mere energi i rekationerne og samværet med medarbejderne på Compa! Været mere opsøgende! Jeg har brugt utrolig meget energi på at være frustreret over organisering!

Måske skulle jeg i højere grad ha’ forsøgt at tage denne anderledes kultur til mig! For jeg er fandme anderledes!

Jeg har lært mest om Bolivia, bolivianere, Compa og mig selv! Og rigtig meget om det at være anderledes. Været udlænding der ikke føler man passer ind. Omgivet af kultur og mennesker der tænker og handler anderledes end én selv! – Shit det er ikke nemt. Jeg har kæmpe respekt for de der formår at integrere sig. Jeg har mest lyst til at løbe væk eller skrige!! Og jeg ved oven i købet at jeg skal hjem om en måned!

Så har jeg fået min rejse/eventyrlyst stillet for en stund. Nu vil jeg bare gerne hjem til dejlige Danmark, som jeg kender og hvor folk er nogenlunde ligeså anderledes som mig!! Hvor folk møder nogenlunde til tiden, der tales dansk, man kan stole på en aftale, organisering er organiseret og hvor maden er uden salmonella og go’!! + de mange andre ting jeg kan identificere mig med.

Det har sku været hårdt at bo i La Paz i nu 5måneder! Men også spændende, udfordrende, sjovt, luksus, rørende, hyggeligt og mest af alt, OPLEVELSESRIGT!

De mest anderledes mennesker er dem ind imellem alle de andre!!

PS. Der er nye kulturelle og pædagogiske overvejelser i “faglige arbejdsspørgsmål” og digte i yderligheder i “tanker, fortællinger og digte”.

Asger

Ideas for a new wellcomming folder and improvement of cooperation between Compa and Volunteers

This is ideas for how Compa could improve their way to wellcome, work and support voluntarees. I wrote this after our evaluation meetings with our contact person Mayra, the Compa direktor Ivan and the other volunteers. Compa is because of these meetings now working with poducing a new way to wellcom and support volunteers. And Im proud that my suggestions have been wellcommed. Therefore I now work together with Antoin, a Canadian guy responsable of comunikation, to create a Wellcommig folder and think of ways to improve the cooperation between Compa and volunteers.

A folder could include following:

– A DVD; inc. Interview with Ivan, presentation of the organization, background, activities etc., with English subtitles. (I believe this already exists!)

– A form of year-plan, if this is made! At least a overview of Compas activities planned in the following period!

– A overview of the different houses, the workshops, and contact information of the educator/person responsible. This should of course be up-to-date!!(sorry to say it,- but it is a rare thing at Compa!!)

– A overview of the working areas of the organization and the activities outside the houses. Fx who is responsible for Compas work in the schools, who is responsible of the webpage, who is responsible of the “commercial” part(how Compa tries to “sell” themselves) etc. (of course including contact information!)

– Information about the every-month meetings with other voluntaries.

– A pair of Compa-clown-pans,- to make the new volunteer feel welcome and included.

– The intro manual which include the presentation of pedagogica-artistica and the theory behind Compa!

 

For the contact person/supervisor at Compa, I believe the following is important:

– After maximum one month, they should together produce the goals for the volunteer. What do you want to do, where, why and how?

– Clear the expectations. What do Compa expect compared to what the volunteer expect.

– Having meetings where they discuss how the projects are going, challenges, difficulties, reflections etc. – This also to help the volunteer to understand the culture and society around Compa. (I believe it is very important to back-up the volunteer, so he/she doesn’t feel alone in the project. Especially for a solo volunteer, it is difficult to live and work in another society, culture and world!)

– If the volunteer doesn’t speak Spanish, a English speaking person should be guiding in these meetings. Could easily be another voluntary!

– I will also suggest that the volunteer should evaluate and document their project, so it easily can be seen in the house of the project. Fx with pictures(of the performance, the workshops, the process etc.) together with small writings which connect to the pictures, paintings, sculptures, etc.

– I will also suggest that the volunteer hold a short presentation of their project, the thoughts behind it, the process, the successes, the difficulties, the personal motivation, the ambitions, the result, the evaluation, the documentation etc. – This to make everyone aware of the volunteers way of thinking. It could be easier for the Compa people to understand the mindset of the volunteers, which could develop the cooperation between Compa and new volunteers. Also it could make everyone more aware of the projects going on in Compa. I believe this could make more reflection which could higher the level of work, the understanding, the cooperation and the ambitions of the voluntaries work.

 

I believe Compa should make following initiatives to help the volunteers:

– Hold an every-month meeting for all the voluntaries and the contact person/supervisor.

– Create an information place in the office for the voluntaries,- a responsible person for this!

– Create an info list incl. names, mail, cell phone etc., which a person responsible should use for common messages.

 

Beside all this, my personal opining is that maybe Compa could take advises and discussions with the volunteers about the organizations actual challenges. Fx how to get more kids and youngsters into the workshops. Or how to get in contact with Europeans foundations and organizations in Compa etc. Include them in the reflections. Of course there’s is a lot that they don’t know about culture and so, – but many of them has experiences and education that maybe could lead to new ideas. This could be done with a meeting every second month with the volunteers and Ivan!

Thanks for the attention,- Asger Andersen

Er der nogen der har set tiden,- den er løbet fra mig!!

I tirsdags fik jeg besøg af min gode ven Martin, som skal være i Sydamerika i 3måneder. SKØNT med besøg – det giver noget helt specielt, at kunne vise sin hverdag frem. Mine erfaringer med udlandsophold fortæller mig, at det kan være meget svært for folk derhjemme at forstå og rumme andres rejseoplevelser, fordi det er så svært at relatere til. Jeg har selv haft flere venner der har været på længevarende udlandsophold, og selv om jeg gerne vil har jeg haft svært ved at sætte mig ind i det! De kloge sige jo også, at det kan være svært at komme hjem til stilstanden og man nemt føler sig ensom!! Derfor glæder jeg mig over, at kunne dele min hverdag og mine oplevelser med en god ven, – så har vi forhåbentlig en øget forståelse af hinandens oplevelser, når vi engang kommer hjem!

Tirsdag aften var der forlovelses middag på Calle Belisario Salinas No. 574!(vores lejlighed!)! 12 mennesker til spisning og flere til hygge bagefter. Det var en fantastisk aften og jeg smiler stadig ved tanken. Martin og jeg stod for maden – det er første gang jeg har lavet mad til så mange, men vi fik meget ros og det giver jo blod på tanden! 😉  

Dorte, Karen og Martin tog afsted på 2-3dags trekking tur lidt udenfor La Paz. Turen hedder Takesi-trek og skulle være meget populær. Jeg kunne ikke komme med, da jeg har forpligtelser på Compa 😦  — Men lige nu står regnen ned i stænger og der er mørke skyer over bjergene,- så det hjælper, for ikke at sige MEGET, på skuffelsen over ikke at kunne deltage! 😉

I mandags fik jeg evalueret mine hidtidige projekter og jeg var både stolt og glad over det,- for det var godkendt med bravur og stjerner! 😉 Dejligt at de unge og Ana(underviser og del af Compa ledelsen) har fået noget ud af projekterne og værdsætter min indsats.

Tiden flyver afsted synes jeg – det er altså helt vildt. Jeg har en huskeliste/gøremåls-liste der bare bliver længere og længere! Men så kan jeg jo lige udnytte dette indlæg til at sige undskyld for de manglende postkort og mails! Men TUSIND TAK for alles kommentare, mails, facebook beskeder og tanker – det varmer mere end I ved 🙂

Det bliver alt for denne gang – vi skrives/læses ved 🙂 – Asger

Lorte land!!!!

Lorte land – sådan har jeg altså bare lyst til at starte dette indlæg, som jeg nu har sat mig til tasterne for at forme. Det er lørdag formiddag, overskyet og halv køligt. I horisonten kan jeg se sneklædte Illumani, der strækker sig op i de tætte skyer. Trafikken suser afsted på gaden som altid.

Jeg er så træt af den lorte trafik, hvor man hvert andet minut må springe for livet, fordi en eller anden idiot smækker sømmet i bund på sin rustne spand af en møgslæde,- for så at holde for rødt ti meter længere fremme! (sådanne “små” opstød vil nok forekomme ind imellem i dette indlæg,- så er I advaret!)

Vejret har været dejligt på det sidste. Sommeren er på vej og huden brunes i de godt og vel 25grader. På Compa har vi afsluttet vores teaterprojekter. Sikke dog en lettelse,- for det var virkelig hårdt til sidst. Compa er fandeme noget af det mest uorganiserede jeg nogensinde har oplevet! Folk møder konsekvent op en halv time for sent og laver gerne aftaler, som aldrig holdes! Fx var der to skuespillere der ikke mødte op, da vi skulle ned i byen og lave nogle forestillinger til en form for “kræmmermarket”! Så kommer impro evnerne sku på prøve. Ej, jeg er mildest talt træt af at arbejde sammen med bolivianere. Vores forsøg på at flytte ansvarlighed og ejerskab for projekterne over til de unge, må siges at være mislykkedes. For de føler sig simpelthen bare ikke ansvarlige. Det starter naturligvis en lang række reflektioner hos mig – hvorfor i alverden er det sådan og hvilken kultur ligger bag? Egentlig er de mange udfordringer og frustrationer jo nøglen til at blive klogere. Men lige når man står i det, har man sku lyst til at tage den ene og slå den anden med!

Efter dette har jeg nu flyttet fokuset til at indsamle en hulens masse empiri, som skal bruges i mine eksamensopgaver efter praktikken. Ligeledes er det nu tid til at reflektere over, hvad der så egentlig skete i praksis under teaterprojekterne og hvorfor. Jeg håber meget på at kunne komme med Compa ud og opleve deres aktiviteter på skoler, hvor de bl.a. underviser og laver workshops for lærere.

Hvor jeg dog hader at der ikke er klarhed over Compas aktiviteter og at intet, absolut INTET, er organiseret tilstrækkeligt! Fx tog jeg den anden dag ud til evalueringsmøde for de frivillige, for at finde ud af, at det var aflyst dagen før! Og igår fandt jeg så ud af at man havde afholdt mødet i torsdags! %#¤(“!”¤?))=/¤( – for helved bolivianer-hatte-folk, I har jo både min mail og mit telefon nummer,- hvor svært kan det lige være!!!?? Og sådan har jeg et utal af eksempler!

hmmm.. Dorte har fået en veninde på besøg i 2uger. Det er godt nok fantastisk at få besøg og det giver luft og glæde:-)

Hvor jeg dog hader at man har dårlig mave hver anden dag, fordi tosserne ikke har lært simpel hygiejne. Og så skal jeg tygge på deres lorte bakterier, fordi deres toiletforhold ligeledes er til at lukke op og ski.. i!!!! 

Forresten har jeg hørt, at kantinedamerne følger lidt med på bloggen og jo ikke får det daglige sladder på facebook! Kære Lone, Lis, Anita og jer andre(undskyld jeg ikke husker navnene!) – og selvfølgelig alle jer andre! Nu skal I ellers bare høre. På en weekendtur på en strand i Iquique i Chile, i 30graders varme, under palmer i det varme sand – der skete det! Jeg havde forberedt mig godt og selvfølgelig sørget for digt og små pladder romantiske gaver! 😉 Omgivelserne var fantastiske og jeg fik sagt alle de rigtige ord, som svævede ud af mit hjerte. Jeg friede, og med tårer i øjnene og garanteret faretruende højt blodtryk, sagde Dorte heldigvis JA! Det var sku smukt og jeg er en meget lykkelig og stolt mand:-) Så ja, jeg er forlovet – og I kan godt meddele alle damerne på semi, at de godt kan glemme deres garanteret skumle planer, for jeg er afsat!  hehe.. Dejligt at kunne være så skide selvglad, når der ikke er nogen til at svare igen! 😉

Har ellers også hørt at der hænger plakater med undertegnede overalt på seminariet,- ja man kan da heller ikke være væk et øjeblik, før de i savnens stund, bliver nødt til at hænge plakater op af mig, bare for at kunne holde de sidste måneder ud! hehe..

Denne rejse er sku vanvittig – helt ærligt! Vi er blevet relativt gode venner med Veronica og Joanna på 11 og 12år, som sælger cigaretter nede på den lokale bar hver nat, fra klokken 22 – 03! – undtagen mandag! Deres mor sidder udenfor, mens de render rundt mellem folk indenfor! Det er tragisk, men det er jo for pokker ikke deres skyld! Så vi snakker altid med dem. Den anden dag spurgte de så om de måtte se hvor vi boede og efter at have clearet den med deres mor, havde vi dem på kort besøg, til cola og candy! Ja,- der er mange førstegangs oplevelser på denne tur. Det skal siges at de eftersigende går i skole,- Veronica fra 8-14 og Joanna fra 12-18!

Som altid ved slutningen af et indlæg, tænker jeg på alt det jeg ikke har fået skrevet og planlægger snart at sætte mig til tasterne igen,- men jeg ved jo godt, at det ved jeg ikke noget om!

Der er desuden nyt under “tanker og fortællinger”, for dem der gider læse og følge med i min leg med ord!

Tak for opmærksomheden – Asger 🙂

El Choro-trek

I slutningen af august var Dorte og jeg på en trekkingtur, med start ca.1times kørsel fra La Paz. Med os var Anette fra Norge, som arbejder sammen med Dorte på børnehjemmet og vores hurtiggående ægte aymar-fødte guide Andrés. Turen var arrangeret privat med Andres, udenom de store adventure-organisationer, for at undgå store turistgrupper og overpris!

Den 3-dags lange trekkingtur startede i 4900meters højde, omgivet af sneklædte bjerge og med så tynd luft, at mange korte pauser var nødvendige for at få vejret. Det var fantastisk og jeg tror at billederne i mit album taler for sig selv. Vi var målløse og adrenalinen fik os til at styrte rundt med kameraet, på trods af den manglende ilt og udsigten til de mange kilometers vandring forude. Det var enormt betagende at gå på de 500år gamle Inca-stier, som stadig den dag idag, udgør den bedste vej ned af bjerget. Disse imponerende stier af store sten, må have krævet så utroligt hårdt arbejde at bygge, at det er svært at forestille sig hvordan og ikke mindst hvorfor, de gamle incaer, valgte at bo i disse dale, omgivet af kolosale bjerge. Men smukt var det uden tvivl. Fra hvor vi statede bevægede vi os ned af bjerget og kunne forude se hvordan en nærmest romantisk dal løb mellem bjergene. Turen i dalen var nærmest ubeskrivelig, men jeg agter nu at gøre et forsøg alligevel. Forestil dig hvordan en lille å løber i midten af dalen,- den bugter sig med krogede sving. Langs den går lamaer og får og græsser, – de kikkede ligeså måbende på os som vi gjorde på dem! Vi passerede en gammel inca-ruin og lidt væk kunne vi se en flok vilde heste græsse. Over os svævede to enorme condorer med vingefang på ca.2 1/2meter og med deres karakteristiske hvide krage omkring halsen. Jeg har altid været fascineret af disse enorme fugle, som får almindelige ørne til at ligne små falke.

Tågen begyndte at ligge sig tæt omkring os da vi nåede bunden af dalene og de sneklædte bjergtoppe, hvorfra vi havde taget vores udgangspunkt, forsvandt i de tætte hvide skyer. Vi vandrede afsted og på nær et lille stop i det meget primitive registreringskontor, havde vi god fart på. Området er for ikke så mange år siden blevet gjort til en offentlig nationalpark, for at beskytte de mennesker der bor der og bevarer den fantastiske natur. Og mon ikke også det tiltrækker lidt flere ressource stærke turister! Flere steder skulle vi betale 10bs(7,5kr) for at opholde os i parken, og der var ligeledes et par små huse, hvorfra de lokale solgte drikkevare og dåsemad til overpriser – intet under, eftersom de selv har måtte slæbe alt proviant ind i parken med håndkraft og æsler, da alt trafik med køretøjer er absolut umuligt!

Undervejs mødte vi nogle lokale mænd, der var kendt af vores guide. De fik sig en lille snak og en tår af den medbragte beholdning af en form for boliviansk brændevin. Alle fik en lille tår og der blev som fast ritual, hældt en smule på jorden til Paccha Mamma – moder jord. Et ritual der gentog sig flere gange i løbet af turen og som er en fast kotume, blandt Aymar-befolkningen, som den dag idag stadig udgør en betydelig del af befolkningen i La Paz, – især El Álto, og på landet omkring millionbyen.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til en lille samling huse, hvor vi under et halvtag slog telt op. Vi spiste billigt hos en lokal gammel kone, der har boet i sin meget lille hytte, hele sit liv. Ikke langt derfra lå hendes mand begravet. Utroligt smukt sted, med udsigt over dalene og bjergene og omgivet med farverige og friske spektakulære blomster, som jeg vil tro den gamle kone besøger hver dag. Vi fik os en kæmpe portion ris, kartofler og et spejlæg. Vi sad alle fire inde hos den gamle kone, mens hun tilberedte maden over et lille ildsted. Det undrer mig stadig at vi ikke blev syge den efterfølgende dag,- men hyggeligt, det var det. Udover os, var der en kat, som besynderligt nok var døbt “Gå-væk”. Jeg husker desværre ikke ordet på aymar, men vi morede os over det, og det hjalp med at skabe en rigtig hyggelige stemning og en dejlig oplevelse.

Tidligt næste morgen gik turen videre. Alle håbede vi på at se nogle af de spektakulære fugle og ikke mindst de vilde bjørne som skulle leve i området. Vi måtte imidlertidig nøjes med et par kulibrier, til vores allesammens skuffelse. Der skulle ellers eftersigende være god mulighed for at se bjørnene fiske i den store flod, på denne strækning,- men så heldige var vi altså ikke! Vi gik utrolig meget nedad denne dag, der skulle blive den længste og hårdeste på trekket. Omkring 40km fik vi tilbagelagt. Op og især ned,- det lyder overkommeligt, men jeg skal love for at de sætter sig i stængerne at gå nedad. For ikke at tale om de mange vabler, vi alle fik! Men på trods af dette var det en fantastisk dag. Vi kom igennem en lille landsby hvor vi spiste frokost, i form af medbragt frugt og halvtørt brød med ost, skinke og masser af mayo! Det var fantastisk at gå i det imponerende landskab, hvor man stadig er så højt, at ørnene flyver ud over dalene i samme højde som vi går. Flere steder kunne vi kigge ned på dem – fascinerende. Temperatuen steg som vi bevægede os ned af,- ca. 1grad pr. hundrede meter.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til en lille landsby, som af uvisse årsager var total forladt af indbyggerne. Der var kun en meget gammel japaner, som lod os sove under et halvtag. Det var ikke til at sætte pløkker i jorden på dette sted, så vi sov “under åbent halvtag” i den lune nat. Udover flagermus, forbipasserende heste og æsler, og en syngene japaner kl.4 om morgenen, så var det en rolig nat! Desuden et held at vi havde taget nudler med i nødreserver, da det jo ikke var til at købe noget spiseligt i landsbyen.

Tidligt næste morgen begav vi os ud på de sidste timers trekking. Vi hørte aber tæt på, men det lykkedes os desværre ikke at spotte dem! Et par timer senere ankom vi til endestationen. Endnu en lille landsby hvor vi fik os et velfortjent måltid og en trængt tur i floden. Det var skønt 🙂 Vi blev hentet af Andres kæreste Carla og kørt til Coroico, hvor vi resolut kastede os i hængekøjerne med en kold øl. Carla har sit eget lille sted,- Carlas Garden Pub, som er en perle i idylliske og fredsommelige omgivelser. En dejlig måde at runde 3 fantastiske dage af på.

Det skal siges, at vi på vores trek, gik fra kulde og sneklædte bjerge, til varme og fugt i den grønne og frodige jungle. Naturligvis ikke Amazonas agtig, men med vilde og farverige træer, planter, blomster og ikke mindst mudder og myg. Et total omvendt klima, end hvor vi startede 3 dage før. Fra 4900m højde til blot 800m. Bolivia har det hele og så oven i købet dejligt tæt på La Paz.

Der kommer billeder her på bloggen snarest – se til højre under Billeder, El Choro Trek 😉

Beklager den sene opdatering, men mon ikke det går.

Asger 🙂